Vi strikker dåbdsservietter

I efteråret 2016 begyndte nogle sogne at bruge hjemmestrikkede klude med forskellige kristne symboler til at tørre barnets hoved efter dåben.

Ideen har hastigt bredt sig rundt i landet og er også kommet her til Skanderborg, hvor en gruppe på omkring 20 kvinder i løbet af foråret på eget initiativ begyndte at strikke dåbsklude eller dåbsservietter.
Det er meget flot og overvældende, at der lynhurtig blev skabt en gruppe af en størrelse, der gør, at vi kan forære en dåbsserviet til de mellem 130 og 140 dåbsbørn, vi årligt har her i sognet. For tanken med den hjemmestrikkede dåbsklud er, at dåbsbarnet får den med hjem efter dåben. På den måde får barnet og familien et ekstra minde med sig fra dåben. Den er samtidig en hilsen fra menigheden, som med den hjemmestrikkede klud byder barnet velkommen i kirken og det kristne fællesskab.

Det har allerede vist sig, at dåbsservietter giver mening og vækker glæde hos både dåbsforældrene og de kvinder, der strikker dem. Og vi præster glæder os meget over, at det er muligt at forære børnene denne fine påmindelse om deres dåb. 
Line Rudbeck